Oplysningstiden

 

 

I oplysningstiden begynder man at forholde sig kritisk til overleveret viden. Den skal undergå en videnskabelig og logisk afprøvning. Ambitionen er at oplyse ethvert område af virkeligheden og kritisere overtro, fordomme og magtinstitutioner som enevælden og kirken.

 

Oplysningsbestræbelserne går dels ud på at lade alting undergå en kritisk gennemlysning, dels på at sprede lyset gennem udbredelse af viden.

 

En revolutionær tanke om mennesket var, at man ikke vurderede mennesker ud fra deres status, men så dem alle som lige mennesker med de samme rettigheder. Man ønskede at det enkelte menneske havde sin egen frihed og religiøs interesse. Desuden skulle mennesket bruge sin egen forstand ved at argumentere og kritisere logik og fornuften, altså stille kritiske spørgsmålstegn ved alt. Ved naturen ønskede man at gennemlyse naturens love og igennem forsøg, få fastlagt nogle generelle regler. Man får blandt andet bevist en generel faldlov, og tre love som forklarer bevægelser i rummet. [1]

 

Èn ting som var med til at give borgerne i samfundet deres eget syn på verdenen var det offentligt rum. I det offentlige rum var det tilladt for alle at debattere kunst, opdragelse, religion, filosofi, videnskab, magtfordelingen, samfundet osv. Alle havde ret til at danne sine egne meninger i det offentlige rum, som bestod af klubber, kroer og selskaber. I det offentlige rum og ved generelle debatter var det synspunkterne som blev stillet op imod hinanden, man skulle altså argumentere for sine egne synspunkter samt respektere andres synspunkter. En generel regel var, at det bedste argument vandt. Man ønskede at borgerne brugte deres sunde fornuft og indså hvad der var det fælles bedste. Netop denne tanke er det som utopien hviler sig på i de moderne demokratier. [2] En anden ting, som var med til at skabe de moderne demokratier er liberalismen, som blev dannet under oplysningstiden. Liberalismens grundtanker hvilede også i nogle af oplysningstidens tanker; at alle mennesker var født lige og med lige mange rettigheder, at mennesket er et frit individ, at det bedste argument vinder, og at mennesket kan ytre sig frit. De politiske friheder ses også blandt klubberne og det offentlige rum, her bliver der debatteret på livet løst, omkring politikerne, samfundet, kunst, religion osv. [3]

 

En anden udmøntning af oplysningen er oprettelsen af de såkaldte borgerdydskoler i København fra 1787. Disse skoler er et kompromis mellem de traditionelle latinskoler og borgernes krav om udadvendte reale fag, som der er brug for i arbejdslivet. Hvor latinskolerne udelukkende fokuserede på universiteterne og terpede klassiske sprog, giver borgerdydskolerne adgang for enten at fortsætte på universitetet eller for at gå handelsvejen. Hermed skabes der en borgerlig undervisningsform, der imødekommer de behov, som private huslærere tidligere opfyldte[4].

Ludvig Holberg

Ludvig Holberg er født 3. december 1684 i Bergen, studerer i København og skriver på det fælles skriftsprog, dansk. Blot nitten år gammel aflægger han eksamen i filosofi og teologi. I kraft af en lille arv fra forældrene, som dør, mens han er barn, bliver Holberg i stand til at foretage en række dannelsesrejser, her høster han frugtbare erfaringer. Hans universitetskarriere begynder med et ulønnet professorat i filosofi i 1714, i 1717 fastansættes Holberg i metafysik, dernæst i latin i 1720, og endelig havner han på rette hylde med et professorat i historie i 1730. Allerede i 1711 udsender Ludvig Holberg sit første værk: Introduktion til de fornemste europæiske rigers historie, men det er først med hans introduktion til naturrets tænkningen fra 1716, at hans navn slås fast. Med til Holbergs historie hører det, at han er en driftig borger, han forstår altså at leve fornuftigt og at investere fremsynet. For universitetet er han en bedre rektor end underviser og en endnu bedre økonomiansvarlig. Også i sin privatøkonomi viser Holberg sans for penge. Det bringer ham i stand til at købe to godser, Brorup ved Slagelse og Tersløsegaard ved Sorø. Således ender Holberg ved egen kraft som baron, en titel han får, da han skænker sine godser til Sorø Akademi. Da Holberg dør i 1754 som Danmarks mest betydelige komiker, har han realiseret sit talents mange dimensioner[5].

Ludvig Holberg

Erasmus Montanus

Erasmus Montanus er en komedie skriver i 1723 af Ludvig Holberg og handler om en simpel bondesøn ved navn Rasmus Berg, som efter et længere ophold i København er gået hen og blevet en lært mand med latinske sprogfærdigheder, og derved har skiftet til navnet Erasmus Montanus. Ved hans hjemkomst til bondemiljøet og familien skal det vise sig, at være svært for familien at forstå Erasmus, og der udløses en større diskussion i byen da Erasmus udtaler at jorden er rund i stedet for flad, som man hidtil har troet. Med denne påstand om at jorden er rund sættes kristendommen i et andet lys, hvilket bondefolket forholder sig meget kritisk til.

Erasmus Montanus er en komedie, som tydeligt bærer præg af at være skrevet i oplysningstiden, som forfatteren forholder sig meget kritisk til. Komediens tekst har på datidens tidspunkt taget fat i flere af samfundets problematikker og som igennem Holbergs' humoristiske tone bliver gjort til skue og skamme. Alle, uanset status i samfundet, har kunne relatere til enten de dumme og udvidende landsby bønder, eller dem som befandt sig i et højere socialt lag. Dette er medvirkende til, at historien om Montanus kan tolkes på flere måder, alt afhængig af hvilke ”briller” modtageren har på. Ludvig Holberg har ville skabe en samfundsdebat, som samtidig også skulle sætte fokus på tidens realisme og idealisme og hvad der dertil hører af konflikter. Igennem tiden er komedien blevet opført et utal af gange med forskellige fortolkninger. Dog har Holberg, da han skrev teksten, haft til sinde at udtrykke sin mening om samfundet og få hørt sine filosofiske tanker og anskueliggørelser[6].

af Emma Brems

 

---

[1] Litteraturens veje - ”Oplysning Og Følsomhed” s.108 - 115.

[2] Litteraturens veje - ”Oplysning Og Følsomhed” s. 111

[3] Litteraturens veje - ”Oplysning Og Følsomhed” s. 112

[4] Litteraturens veje s. 116

[5] Litteraturens veje s. 117

[6] http://holbergludvig.blogspot.dk/p/lrerfagliganalyse-af-erasmus-montanus.html